Nyt offer melder sig mens muligt sexmonster er for retten


Arkivfoto.


Mens en 29-årig mand er for retten anklaget for en lang række overgreb, har et nyt sexoffer meldt sig til politiet.

Anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi har derfor rejst endnu en tiltale mod den 29-årige mand, fordi endnu en ung mand angiveligt har været udsat for voldtægtsforsøg.

Den unge mand har i forbindelse med retssagen henvendt sig til Københavns Vestegns Politi.

Her har han fortalt, at han er blandt andet er blevet udsat for forsøg på voldtægt af den 29-årige mand.

Den 29-årige er i forvejen tiltalt for et stort antal overgreb, og hans retssag verserer lige nu ved Retten i Glostrup.

Den nye tiltale for forsøg på voldtægt bliver føjet til en lang række anklager, der blandt andet omfatter vold, trusler, voldtægtsforsøg samt at have tvunget sig til andet seksuelt forhold end samleje.

”Der er grund til at anerkende det mod den mulige forurettede har vist, ved at komme til os. Skulle der sidde andre derude med lignende oplevelser, så vil jeg opfordre til, at man kontakter politiet,” siger specialanklager Morten Frederiksen.

Københavns Vestegns Politi har ikke yderligere kommentarer i sagen for nu.