35-årig mand i kritisk tilstand efter soloulykke nær Aarhus


    Arkivfoto


    En 35-årig mand er blevet sendt til Aarhus Universitetshospital i kritisk tilstand efter en soloulykke på Djurslandmotorvejen natten til mandag.

    Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Morten Bang.

    Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 00.35. Det er ifølge Morten Bang stadig for tidligt at sige, hvad der har forårsaget ulykken.

    – Vi har en bilinspektør på stedet, der stadig arbejder derude, siger vagtchefen omkring klokken 02.15.

    Ulykken fandt sted ved en afkørsel på Djurslandmotorvejen i retning mod Aarhus Nord.

    – Det er lige efter afkørslen, hvor der lige som er en stor sammenfletning. Den pågældende afkørsel er blevet spærret, og trafikken bliver ledt videre til den næste afkørsel.

    – Jeg vil tro, at der er spærret cirka en time endnu, siger Morten Bang.

    Den 35-åriges pårørende er underrettet.

    /ritzau/