To danske syrienkrigere meldes dræbt


Ifølge journalisten Jakob Sheikh er to danskere blevet dræbt i Syrien. Det skulle være sket i kamp for den islamistiske bevægelse Islamisk Stat.

Det skriver TV 2, der har talt med Jakob Sheikh. Han har dækket Mellemøsten, radikalisering af danskere og syrienkrigere tæt. I 2015 skrev han bogen “Danmarks børn i hellig krig”.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Drab er en del af den brutale virkelighed, som de danske syrienkrigere møder, siger han til tv-kanalen.

De to dræbte kan dog ikke bekræftes af de danske myndigheder.

– Vi kan hverken be- eller afkræfte forlydender om, at danske statsborgere skulle være omkommet i Syrien, siger Udenrigsministeriets Borgerservice til TV 2.

Jakob Sheikh vurderer, at antallet af danskere, der er dræbt i kamp for Islamisk Stat, er steget til over 40.

– Danskere, som rejser afsted, kommer i overvejende grad ikke tilbage.

– Tidligere talte vi om hjemvendte syrienkrigere som et fænomen, men det er sjældent, at folk er i stand til at vende hjem nu. Enten kæmper du og overlever – ellers kæmper du og dør, siger Jakob Sheikh til TV 2.

Antallet af danske statsborgere, der melder sig til at kæmpe for Islamisk Stat med formålet at oprette et kalifat i først Mellemøsten og så kloden, er ellers faldet.

Det fremgik af en rapport fra april fra Center for Terroranalyse (CTA), der hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Den konkluderede, at mindst 135 danskere er rejst til Syrien, og samtidigt at, “færre personer udrejser nu end tidligere”. Det samme meldte Udenrigsministeriet i maj.

Carsten Bagge Laustsen, lektor på Aarhus Universitet og forsker i terror, sagde i juli:

– Det er blevet vanskeligere for IS at rekruttere nye krigere.

– Det hænger sammen med, at det er blevet mindre attraktivt at rejse til Syrien – blandt andet fordi risikoen for at omkomme i kampe er væsentlig større i dag end for et år siden, lød det fra Carsten Bagge Laustsen.

/ritzau/