Over 100.000 amerikanere døde sidste år af en overdosis


    Arkivfoto


    Over 107.600 amerikanere døde i 2021 af en overdosis.

    Det fremgår af en amerikansk rapport udført af USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC). Det skriver NBC News.

    Det er det højeste antal døde af en overdosis nogensinde i USA, lyder det.

    Selv om det totale antal dødsfald slår rekord, så var den procentvise stigning i dødsfald en hel del højere året før – altså fra 2019 til 2020.

    Fra 2020 til 2021 steg antallet af dødsfald på grund af overdosis med 15 procent. Året før lød stigningen på 30 procent.

    – Selv om stigningen i overdoser er mindre sammenlignet med sidste år, så er der i 2021 stadig tale om et stort antal, siger forsker ved CDC’s Nationale Center for Sundhedsstatistik (NHCS) Farida Ahmad.

    Ifølge en rapport fra NHCS var stoffet fentanyl skyld i langt de fleste dødsfald af en overdosis. Det var i 2021 involveret i 71.238 dødsfald.

    Fentanyl er et yderst stærkt, syntetisk smertestillende middel. Det minder om morfin, men er mellem 50 og 100 gange stærkere. Det skriver USA’s Nationale Institut for Narkotikamisbrug på sin hjemmeside.

    Efter fentanal er metamfetamin, kokain og naturlige opioider – eksempelvis heroin og morfin – de største syndere i forhold til overdoser.

    Antallet af dødsfald som følge af overdosis var allerede stigende forud for coronakrisen. Men der var “helt klart en tydelig stigning under pandemien”, siger Joseph Friedman, der er forsker ved University of California.

    Der bor omkring 330 millioner mennesker i USA. De 107.600 dødsfald som følge af overdosis svarer til cirka 0,03 procent af befolkningen.

    Hvis det skulle overføres til dansk målestok, ville det betyde, at omkring 1750 personer i Danmark var døde af en overdosis på et år.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen døde 256 personer i 2020 som følge af narkotika i Danmark. Det meddelte styrelsen i juni sidste år.

    – Ud af de 256 dødsfald i 2020 skyldtes 189 af dem forgiftninger med ét eller flere stoffer, mens de resterende 67 dødsfald skyldtes anden form for narkotikarelateret død – for eksempel anden ulykke end forgiftning, sygdom eller en ukendt dødsårsag, skriver Sundhedsstyrelsen.

    /ritzau/