Ny rekord for inflation: Største prishop i næsten 40 år


    Arkivfoto


    Forbrugerpriserne var i april 6,7 procent højere end samme måned sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik tirsdag.

    Det er den største stigning, forbrugerpriserne har taget på et år siden 1984.

    Ifølge Danmarks Statistik er det stigende priser på el, fødevarer, brændstof og gas, der særligt trækker det samlede prisniveau op.

    Ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre får de voksende priser en mærkbar betydning for husholdningernes økonomi.

    – Av, det gør vanvittigt ondt på danskernes pengepung. Vi taler om de kraftigste prisstigninger siden 1984, skriver han i en analyse af priserne.

    – Gør vi det op i kroner, skal en børnefamilie i dag bruge omkring 30.000 kr. mere for at opretholde det samme årlige forbrug som for et år siden. Det er et alvorligt stort indhug i en families husholdningsbudget.

    – Inflation er ikke længere noget, der primært tales om, men nu noget danskerne mærker meget mere kontant på indkøbsturen, skriver han.

    /ritzau/