USA: Ukrainere bliver mod deres vilje bragt til Rusland


    Arkivfoto.


    USA har set tegn på, at almindelige ukrainere under krigen bliver tvangsfjernet til lejre i Rusland.

    Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, mandag.

    – Jeg kan ikke sige noget om antallet af lejre, eller hvordan de er indrettet. Men vi har indikationer på, at ukrainere mod deres vilje bliver bragt til Rusland, siger John Kirby, der er talsmand for Pentagon.

    Han afviser at betegne deportationerne som etnisk udrensning med henvisning til, at det ikke er op til Pentagon at fastslå den slags. Men Kirby siger, at der er rigelige beviser på “russisk brutalitet” under krigen.

    – I 75 dage har (Rusland, red.) brutaliseret den ukrainske nation og det ukrainske folk. Og hver gang du tror, at de ikke kan falde endnu dybere, så modbeviser de det, siger Kirby om den russiske krigsførelse.

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde i begyndelsen af april, seks uger efter at Rusland indledte invasionen af nabolandet, at tusindvis af ukrainere var blevet sendt til russiske områder.

    Men det tal er siden vokset til over én million. Deriblandt mindst 200.000 ukrainske børn, har Ukraines ombudskvinde for menneskerettigheder, Ljudmila Denisova, sagt.

    Russiske myndigheder har sagt, at der er tale om “evakueringer” af civile fra krigsramte områder.

    Ifølge Ukraines regering ender deporterede ukrainere ofte i afsidesliggende egne af Rusland.

    /ritzau/AFP