Foto: Sønderjylland, september 2015.
Udsigten til at skulle bo på det nye udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast i Midtjylland er tilsyneladende så lidt attraktiv for afviste asylsøgere, at to af tre ifølge Jyllands-Posten forsvinder, når de bliver henvist dertil.
Der skulle være 111 personer på centret, der åbnede i marts, men i øjeblikket er der er kun 35, oplyser ledelsen. Resten er enten aldrig dukket op eller er forsvundet kort tid efter ankomsten.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtDe formodes at være gået under jorden i Danmark eller være rejst illegalt videre til andre lande.
Udlændingestyrelsen bekræfter tendensen.
– Det har været billedet lige siden ibrugtagningen af udrejsecenter Sjælsmark i februar 2015, at en meget stor del af asylsøgerne forsvinder, enten når de skal overføres, eller når de er blevet overført til udrejsecentret. Og det billede ser vi fortsat, også på udrejsecenter Kærshovedgård, siger Thomas Mortensen, kontorchef i styrelsen.
Tidligere blev afviste asylsøgere, der nægtede at rejse hjem, typisk boende på de almindelige asylcentre.
Michala Bendixen fra organisationen Refugees Welcome har kendskab til adskillige personer, der er gået under jorden med udsigt til at skulle på Kærshovedgård, fordi deres netværk er i København. Hun er kritisk over for, at regeringen forsøger at presse de afviste til at rejse hjem.
– De frygter for deres liv, hvis de vender tilbage, så derfor opnår man blot, at de går under jorden med øget kriminalitet og sort arbejde til følge, siger hun til Jyllands-Posten.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) peger på, at loven er strammet, så personer, der snart kan sendes hjem, også som udgangspunkt kan fængsles. Resten skal der bedre styr på.
– Så i fremtiden bliver det sådan, at de bliver transporteret til Kærshovedgård, siger hun.
/ritzau/