Unge i hærværksrus: Bil sat i brand og ruder knust

Tidlig torsdag morgen blev politi og brandvæsen alarmeret om brand i bil.

Det skete klokken 4:30, og bilen holdt parkeret ved Pierne på Strandvej i Korsør.

Bilen var omspændt af flammer, da brandvæsenet kom frem.

Kort efter opdagede folk på stedet, at en trailer med affald også var i brand i en tilstødende gade.

Begge brande blev hurtigt slukket.

På en nærliggende parkeringsplads på Revvej ved siden af de to brandsteder, holdt en mindre personbil, som var blevet udsat for hærværk. Næsten alle ruderne var blevet smadret.

Flere vidner har angiveligt set og hørt flere personer, som har optrådt larmende med råb og lignende, og de har hørt brag og slag, umiddelbart før de to brande.

Politiet sikrede sig derfor vidneudsagn fra flere vidner, ligesom der blev indsamlet dna og andre spor.