Arkivfoto
De mexicanske myndigheder har anholdt en formodet leder af det magtfulde narkotikartel Jalisco nueva generation (CJNG).
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den anholdte, Francisco Javier Rodriguez Hernandez, er kendt som “El Senoron”. Han er blandt andet mistænkt for flere drab og for at lede flere narkotikafabrikker, som fremstiller syntetiske stoffer.
Det viser anklageskrifter i delstaten Morelos.
Hernandez blev anholdt i turistbyen Mazatian i det nordvestlige Mexico. Det skete under en operation udført af agenter fra landets flåde.
CJNG blev kendt i 2010.
Kartellets overhoved, Nemesio “El Mencho” Oseguera, er en af de mest eftersøgte narkotikabaroner i verden.
Amerikansk politi har udlovet en dusør på 10 millioner dollar for informationer, der kan føre til en anholdelse af ham.
Mexiko har i en lang årrække været hærget af narkokarteller. Vold knyttet til narkokriminalitet har kostet 340.000 mennesker livet siden 2006.
Ifølge nyhedsbureauet AP forsømmer de mexicanske myndigheder efterforskning af de mange drab og forsvindinger – både på grund af korruption og manglende ressourcer.
AP skrev i marts, at der ligger omkring 52.000 uidentificerede mennesker i lighuse og på kirkegårde.
Myndighederne mener, at de fleste af ofrene er blevet dræbt af kriminelle bander – indimellem i et samarbejde med lokale korrupte politifolk og magthavere.
Over 150 journalister er dræbt i Mexico siden 2000, viser tal fra Journalister uden Grænser.
Befolkningstallet i Mexico er på cirka 130 millioner.
/ritzau/AFP