Ti mænd dømt for at stå bag stort narkonetværk


    Arkivfoto


    Retssal F4 er proppet til randen, da dommeren Christina Breinstrup torsdag afsiger dom over ti mænd i Retten i Glostrup.

    De ti mænd i alderen 23 til 50 år er tilsammen blevet idømt 117,5 års fængsel for i fællesskab at have indsmuglet og distribueret 101 kilo kokain, 138 kilo hash og 125 kilo amfetamin til forskellige adresser på Sjælland og i Aarhus-området i en periode på fem måneder i 2020.

    Flere af tilhørerne bryder ud i gråd, da navnene på deres pårørende bliver læst højt sammen med de lange fængselsstraffe.

    Dommene spænder mellem seks måneder og 16 års fængsel.

    Ifølge anklagemyndigheden er der tale om et organiseret smuglernetværk, hvor bagmanden for hele netværket ifølge anklager Tomas Hugger er den 27-årige Mike Gerner Larsen.

    Det er endnu ikke lykkedes politiet at anholde ham, og derfor er der ikke afsagt dom i hans sag. Han er på nuværende tidspunkt internationalt eftersøgt.

    Ifølge anklagemyndigheden har Mike Gerner Jensen fået hjælp af sin 25-årige lillebror, Mick Gerner Larsen, til at styre hele netværket. Lillebroren er torsdag blevet idømt 14 års fængsel.

    Netværket smuglede blandt andet stofferne i en speciel indrettet personbil med et skjult rum under sædet.

    Flere af de dømte anvendte krypterede telefoner kaldet “SKY-telefoner” og krypteret chatfora som “EncroChat”.

    En anden vigtig brik i smuglernetværket er en 50-årig hollandsk lastbilchauffør ved navn Hakan Razaki. Det var angiveligt ham, som smuglede de ulovlige stoffer ind i landet. I retssalen sidder han ved siden af sin tolk, der oversætter til hollandsk.

    Han idømmes sagens strengeste straf på 16 års fængsel og udvises for bestandigt.

    Ifølge anklagemyndigheden har alle tiltalte været involveret i håndteringen af de ulovlige stoffer, og der er tale om et organiseret netværk. Det har dommeren valgt at lægge til grund for domsafsigelse.

    Ni af de dømte valgte umiddelbart efter domsafsigelse at anke til frifindelse. Den sidste – en 32-årig mand valgte at modtage sin dom på seks måneders fængsel.

    /ritzau/