Nye spor får politiet til at anholde drabsmistænkt på ny


    Optagelser fra gerningsstedet i Herlev den 7. december 2021.


    En 41-årig mand er på ny blevet anholdt i sagen om drabet på en ung mand, der blev skudt ved Krebsdammen i Herlev 7. december.

    Han er tirsdag morgen blevet anholdt sammen med en 36-årig mand i sagen, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    – Vi har dermed i alt fire anholdte i sagen, men efterforskningen fortsætter, og jeg vil derfor ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i meddelelsen.

    Mændene mistænkes for medvirken til drab.

    Den 41-årige mand blev allerede anholdt dagen efter drabet, men da droppede politiets jurister at kræve ham varetægtsfængslet, så han blev løsladt igen.

    – Hidtil har det været vurderet, at der ikke var materiale til at fremstille manden, men det har ændret sig efter fund af nye spor, skriver politiet tirsdag.

    Politiet kommer dog ikke ind på, hvilke spor der er tale om.

    Men de nye spor betyder, at den 41-årige senere tirsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.

    Den 36-årige mand, der også er anholdt tirsdag, vil ligeledes blive fremstillet.

    Anklageren vil kræve lukkede døre ved retsmødet. Imødekommes ønsket, vil oplysninger fra retsmødet blive hemmeligholdt.

    Drabet på den 21-årige blev begået først på natten 7. december ved Krebsdammen i Herlev.

    Et par timer senere fandt en hundepatrulje liget af den 21-årige mand i et grønt område.

    I forvejen er en 25-årig og en 18-årig mand fængslet i sagen. Den 25-årige mand blev selv såret af skud ved episoden.

    Han blev ramt i hovedet, bragt til hospitalet og overlevede. Angiveligt skal han have lokket den 21-årige i et baghold, mener politiet ifølge Ekstra Bladet.

    Politiet blev først opmærksom på skudepisoden, efter at den 25-årige var bragt til hospitalet, hvorefter området omkring Krebsdammen blev gennemsøgt.

    /ritzau/