Søndag blev en person dræbt, da ukendte gerningsmænd kastede tunge sten fra en motorvejsbro på Fyn.
Der er flere gange blevet smidt sten ned på de danske motorveje. Tidligt søndag morgen kostede sådan et stenkast på den fynske motorvej en person livet.
Bilisterne skal dog ikke regne med, at episoderne betyder, at der er mere sikring af motorvejene på vej.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Det er svært at gardere sig i mod idioter, lyder udmeldingen fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, som mener, at en skærpelse af sikkerheden ved de danske motorveje kun medfører en falsk tryghed.
– Det er et problem, hvis vi skal sikre vores trafikale infrastruktur mod sådan noget. Det vil koste rigtig mange penge, og give en falsk tryghed, siger han og uddyber:
– Det kan meget nemt blive en glidebane. Sikrer vi først alle motorvejene, så bliver togene måske det næste. Problemet flytter bare et andet sted hen, fastslår han og konstaterer, at man skal koncentrere sig om at fange forbryderen.
Hos Vejdirektoratet mener man også, at et generelt øget sikkerhedsniveau er en vanskelig opgave.
– Generelt sikrer vi ikke vores broer for den type handlinger. Det er umuligt at forudse, hvor sådan noget vil ske, siger Erik Stoklund Larsen som er områdechef i Vejdirektoratet og fortsætter:
– Bygger man et rækværk, hvor højt skal det så være? Man kan sætte kamera op, men det forudsætter, at man har en bestemt strækning i kikkerten, og det er noget, vi aftaler med politiet, siger han.
I By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune afventer man fortsat politiets undersøgelser.
– Vi vil i Odense Kommune sammen med Vejdirektoratet og politiet se nærmere på, om der fremadrettet kan gøres noget, således at lignende ikke gentager sig, siger Thomas Østergaard Jørgensen, afdelingschef for drift og anlæg.
Vejdirektoratet opfordrer til, at man færdes normalt på motorvejene og holder øje med vejen, når man kører under en bro.
/ritzau/