Over 10 biler blev stukket i brand i København


Mere end ti biler blev stukket i brand i København natten til søndag, oplyser politiet. Ingen er blevet anholdt.

Brandene fandt sted seks forskellige steder i hovedstaden. De fleste blev sat i gang i området fra Christianshavn og ind mod indre by, fortæller vicepolitiinspektør i København, Rasmus Skovsgaard, på et pressemøde søndag.

Like localeyes.dk på Facebook

Bilbrandene kommer, efter at flere svenske byer den seneste tid har været plaget af et stort antal bilbrande. Det begyndte i starten af juli.

Over 70 biler er blevet udsat for hærværk i Stockholm, Uppsala, Göteborg, Malmø, Linköping, Lund og andre steder.

– Det kan ikke undgås, at vi skeler til Sverige, siger Rasmus Skovsgaard.

– Jeg er kontinuerligt i dialog med mine svenske kolleger.

Politiet har iværksat en “fokuseret efterforskning” for at pågribe gerningsmændene. Den vil muligvis vise, om der er en forbindelse til de svenske bilbrande.

– Vi har en klar ambition om at standse det her hurtigst muligt, siger vicepolitiinspektøren, der fortæller, at politiet har fundet sikre spor på gerningsstederne, som de arbejder ud fra.

Den første brand fandt sted på Forlandet tæt ved Christiania lidt før midnat, og i de følgende timer indtil klokken halv fire kom der en række andre tilfælde, blandt andet på Islands Brygge og Kalvebod Brygge.

Bilerne blev sat i brand ved hjælp af brandbar væske. Størrelsen på skaderne varierer fra bil til bil.

Det er endnu ikke fastlagt, hvem der står bag bilbrandene, og om der er tale om én eller flere gerningsmænd.

– Det er fuldstændig uacceptabelt, at der sker bilafbrændinger i Danmark, siger Rasmus Skovsgaard.

– Derfor har vi her til formiddag sat os ned og lavet en afpasset og håndfast plan for at komme det til livs, tilføjer han.

/ritzau/