Forkullet lig fundet i udbrændt bil nær Kolding

    Tirsdag morgen er et lig blevet fundet i en udbrændt bil i Sjølund nær Kolding.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.

    Man har endnu ikke været i stand til at identificere personen, eftersom liget er forkullet. Det fortæller Rune Nielsen, der er vagtchef i kredsen.

    Den udbrændte bil blev fundet på Slåtoftvej i Sjølund. Anmeldelsen modtog politiet 06.12 tirsdag morgen.

    – Vi ved stort set intet på nuværende tidspunkt – ud over at en person er fundet død, siger vagtchefen.

    Politiet har afspærret vejen og har tilkaldt retsmedicinere og kriminalteknikere, der skal forsøge at fastslå, hvad der er sket.

    Man er dog formentlig tvunget til at vente på resultatet fra en obduktion, inden man kan finde ud af, hvad der er hændt, og hvem personen er.

    /ritzau/