Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået en 45-årig vietnamesisk kvinde udleveret fra britisk politi. Hun har været efterlyst siden 2013, da en række skunklaboratorier blev afsløret i politikredsen.
Væksthuse med de ulovlige skunkplanter blev fundet i Slagelse, Sorø og ved Kettinge på Lolland.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Vi har en stærk formodning om, at den vietnamesiske kvinde er hovedansvarlig for et netværk af flere skunkgartnerier, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kvinden bliver sigtet for omfattende produktion af skunk, der er en særlig stæk variation af hampplanten. Hun bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster med henblik på varetægtsfængsling, oplyser politiet.
Politiet fandt skunklaboratorierne mellem 10. juni og 3. december 2013, og efterforskningen tydede på, at de kunne kædes sammen, og at den 45-årige vietnamesiske kvinde spillede en rolle i sagen.
Hun nåede at flygte ud af Danmark, inden politiet fik fat på hende. For nylig lykkedes det imidlertid britisk politi at anholde hende, så hun kan komme for retten i Danmark.
– Gartnerierne er selvfølgelig nu lukket, og “gartnerne”, der var tilknyttet de enkelte steder, har for længst fået deres dom. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi nu forhåbentlig kan lukke sagen endegyldigt, siger Søren Ravn-Nielsen.
/ritzau/