Chauffør i hosteanfald kører bybus ind i husmur i Græsted


    En håndfuld passagerer fik sig lidt af et chok søndag, da bussen, de sad i, pludselig havnede inde i en villa i Græsted.

    Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Henrik Thelin.

    – Chaufføren har umiddelbart haft lungebetændelse, og så har han fået et kraftigt hosteanfald, der gør, at han mistede herredømmet over bussen.

    – Vidnerne siger, at han ikke får drejet nok i et sving, og så får han påkørt et skilt og fortsætter ind i huset. Så det er et hændeligt uheld, lyder det.

    Et stort bjærgningskøretøj er på stedet for at få flyttet bussen.

    – Vi er deroppe, og vi er ved at få bjerget bussen. Samtidig understøtter vi huset, for der er en ydervæg, der er ramt, siger vagtchefen.

    Bussen bliver formentlig bugseret til Movias eget værksted, oplyser Henrik Thelin.

    Omkring syv-otte passagerer var i bussen, mens huset var tomt. Alle er uskadt.

    /ritzau/