To nordjyske supermarkeder udsat for røveri


Inden for kun 50 minutter blev der lørdag formiddag begået et røveriforsøg og et røveri i henholdsvis Nibe og i det sydvestlige Aalborg.

Politiet udelukker ikke, at det kan være samme gerningsmand, siger vagtchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Klokken 9.21 fik politiet en anmeldelse om et røveriforsøg i Netto i Kræmmergade i Nibe.

En mand kom ind i butikken, pegede på en ansat med en pistol og forlangte penge.

Da den ansatte råbte om hjælp, løb manden ud af butikken. Dermed blev der kun tale om et røveriforsøg.

Manden løb hen til en ventende bil, en mørkegrøn Peugeot, der kørte mod Sebbersund, oplyser politiet.

Allerede klokken 10.11 var den gal igen. Denne gang fik politiet en alarm om røveri i Rema 1000 på Nibevej i Frejlev i det sydvestlige Aalborg.

Også her kom en mand ind i butikken, truede med en pistol og forlangte “alle pengene”. Her fik han udleveret et mindre beløb og nogle cigaretter, inden han løb fra stedet.

Røveren fra Nibe beskrives som en mand på 20-30 år, 175-180 centimeter høj og slank af bygning. Han havde mørkt tøj på og et gråt tørklæde for munden. Han talte ifølge politiet dansk uden accent.

Manden fra Frejlev beskrives som en dansk mand på 175-180 centimeters højde og almindelig af bygning. Han var iført en sort hættetrøje og en grå maske.

– Vi kan ikke sige noget med sikkerhed, men vi kan ikke udelukke, at der kan være tale om den samme mand, siger Bruno Brix.

/ritzau/