21-årig er fængslet for farlig vold på Christiania


Politiet på Christiania den 17. juni 2016.


En 21-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i Københavns Dommervagt for at have kastet sten mod politiet i forbindelse med den store politiaktion 17. juni, da politiet fjernede 37 hashboder i Pusher Street på Christiania i København.

Det oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

Like localeyes.dk på Facebook

Den unge mand er varetægtsfængslet i 13 dage. Han er den tolvte, der er blevet sigtet for stenkast. Alle er blevet varetægtsfængslet bortset fra en enkelt, der ikke blev fremstillet på grund af sygdom.

– Den unge mand, som vi har jagtet et stykke tid, har meldt sig selv, og han har erkendt at have kastet en sten, siger Steffen Th. Steffensen.

De 12 varetægtsfængslede er alle sigtet for at forhindre politiet i at udføre sit arbejde, for sammen med en større menneskemængde at have forårsaget grov forstyrrelse af den offentlige orden, samt for forsøg på grov vold.

Ved politiaktionen der var rettet mod den organiserede hashhandel på Christiania kom seks betjente til skade, og to måtte på skadestuen. En betjent har været sygemeldt en måned efter aktionen, siger Steffen Th. Steffensen.

– Vi blev overdænget med sten, flasker, jernkæder og andet, og det er noget skidt. Derfor har vi arbejdet på at identificere, hvem der gjorde det, siger han. Identifikationen sker blandt andet ved at analysere videooptagelser fra aktionen.

Politiets forsøg på at finde frem til stenkasterne er foreløbig endt med, at yderligere 16 er i søgelyset. Steffen Th. Steffensen opfordrer folk til at melde sig selv, hvis de har stenkast på samvittigheden.

– Vi har rundsendt billeder til politikredsene på hele Sjælland for at få folk identificeret, og vi er parat til at gå et skridt videre og offentliggøre billederne på onsdag. Så hvis man ikke vil se sit billede i medierne, opfordrer jeg folk til at melde sig, siger han.

Politiet skønner, at mellem 30 og 35 personer deltog i at kaste ting mod politiet under aktionen.

/ritzau/