Arkivfoto
Bios i Holland kræver 90 millioner kroner i erstatning fra Falck for at have udnyttet en monopollignende status. Det skriver Børsen.
Ifølge avisen kræver Bios erstatning for, at Falck bevidst skulle have stukket en kæp i hjulpet på selskabets forretning med ambulancedrift i Region Syddanmark. Bios’ datterselskab, der stod for driften, er gået konkurs.
– Det er vores overbevisning, at Falck har misbrugt sin markedsposition til at forhindre os i at komme ind på markedet ved at flytte personale fra Region Syddanmark til andre regioner, selv om de ikke havde behov for dem, siger Stef Hesselink, administrerende direktør i Bios i Holland til Børsen.
Falck har ingen kommentarer, oplyser selskabet til Ritzau.
Bios advokat i Danmark, Torkil Høg fra Lett, fortæller til Børsen, at erstatningen bliver krævet af både Falck og ledende medarbejdere i Falck.
– Jeg har ingen viden i dag om, hvorvidt ledelsespersoner i Falck har deltaget i eventuelle overtrædelser af konkurrencelovgivningen. Men jeg har svært ved at forestille mig, at topledelsen i Falck ikke har vidst noget om det, hvis loven er overtrådt, siger Torkil Høg til Børsen.
/ritzau/