Rigspolitiet advarer: Spis ikke disse vitamindråber


Advarslen gælder ’Vitamin D3-dråber’ fra Inno Pharma.


Rigspolitiet har tirsdag udsendt en beredskabsmeddelelse fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen, som advarer mod ’Vitamin D3-dråber’ fra Inno Pharma.

Alle, der har fået ’Vitamin D3-dråber’ fra Inno Pharma, skal omgående stoppe med at indtage kosttilskuddet. Det gælder særligt spædbørn, gravide og ældre, lyder det i beredskabsmeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Advarsel: Baby forgiftet af kosttilskud solgt af bl.a. Matas og Helsam
Har du eller dit barn fået ’Vitamin D3-dråber’ fra Inno Pharma i en uge eller længere, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge, da dråbernes indhold af D-vitamin er sundhedsskadeligt.

Inno Pharma har siden marts solgt 500 flasker med alt for højt indhold af D-vitamin. Produktet er solgt via diverse helsekost butikker, herunder Helsam, Matas og internettet.

Forbrugere kan læse mere på Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsens hjemmesider.

Har du spørgsmål så ring til Giftlinjen på 82 12 12 12.