Dronning Margrethe er testet positiv for corona


    Arkivfoto

    Dronning Margrethe blev tirsdag aften testet positiv for coronavirus.

    Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

    Hun udviser kun milde symptomer, lyder det. Hun skulle onsdag have påbegyndt sin vinterferie i Norge, men den tur er aflyst.

    Inden meldingen om dronningens positive coronatest kom, var planen, at prinsesse Benedikte skulle varetage tjansen som rigsforstander fra onsdag og 12 dage frem.

    Det skyldtes, at dronningen skulle have været i Norge. Også kronprinsparret er i udlandet.

    Som rigsforstander tager man sig af dronningens forpligtelser som statsoverhoved, når hun er forhindret.

    Dronningen er vaccineret mod coronavirus tre gange. Første stik fik hun 1. januar 2021, mens hun i slutningen af november bekræftede, at hun havde fået tredje stik.

    Hun opholder sig nu i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.

    Dronning modtog tirsdag formiddag Burkina Fasos ambassadør i afskedsaudiens. Om eftermiddagen var hun til stede ved åbningen af en udstilling på M/S Museet for Søfart i Helsingør.

    Det er ikke første gang, kongehuset er ramt af corona. Også kronprinsesse Mary og prins Christian har været smittede i henholdsvis december sidste år og december 2020.

    Desuden har epidemien spændt ben for mange begivenheder i de seneste knap to år.

    Da 2021 blev til 2022 måtte dronningen for andet år i træk aflyse den traditionsrige nytårstaffel og efterfølgende nytårskure.

    Også fejringen af dronningens regentjubilæum i midten af januar var kraftigt reduceret. En stor del af programmet er udskudt til senere på året.

    Desuden blev kronprinsesse Marys stort anlagte gallataffel på Rosenborg Slot 4. februar i anledning af hendes 50-års fødselsdag også aflyst.

    Kongehuset oplyser, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

    /ritzau/