27-årig skyldig i drabsforsøg: Planlagde masseskyderi i Østjylland


    Arkivbillede.

    En 27-årig mand fra Hobro planlagde et eller flere masseskyderier mod skoler i Østjylland og er skyldig i drabsforsøg.

    Det har et enigt nævningeting i Retten i Aalborg torsdag formiddag afgjort.

    Den spinkle nordjyde med den sorte hættetrøje har i retten forklaret, at han var fascineret af skoleskyderier og foretog intens research på emnet fra 2015 til 2018.

    – Mit mål her i livet er at slå så mange mennesker ihjel, skrev han i et 178 sider langt manifest, som politiet fandt på hans computer.

    Den tiltalte forklarede også, at han begyndte at gå til skydetræning og anskaffede sig to våben samt taktisk beklædning.

    Han tog på to rekognosceringsture til Aarhus, hvor han gik rundt på gangene på Århus Statsgymnasium, Aarhus Universitet, Sosu Østjylland samt en folkeskole, han ikke husker navnet på.

    Det skulle munde ud i et angreb på to til tre skoler i august 2018. Men da tidspunktet kom, kunne han ifølge sit eget udsagn ikke længere finde motivationen.

    – Det gik op for mig, at det var en fantasi. Jeg havde udlevet det så mange gange i hovedet. Der var ikke mere dopamin at hente på den front, sagde han i retten.

    Men den forklaring har retten valgt at tilsidesætte.

    – Han opgav ikke på noget tidspunkt, men udskød blot planen og fortsatte sine forberedelser frem til anholdelsen, lyder det fra retsformanden, Helle Dietz.

    Retsformanden lægger vægt på, at den tiltalte så sent som i december 2020 søgte på våben på det mørke internet.

    Tre dage før sin anholdelse oprettede han en bestilling på en halvautomatisk AR-15 riffel.

    De tre dommere og seks nævninger har fundet den tiltalte skyldig i alle anklagepunkter.

    Dog med den begrænsning, at planen om skoleskyderier kun omfattede skoler og institutioner i Østjylland.

    Anklagemyndigheden har også nævnt flere mulige mål i Nordjylland, som efter dommernes vurdering ikke reelt var i spil.

    Læger har vurderet, at den tiltalte er sindssyg eller på anden måde psykisk afvigende. Derfor er han efter eksperternes vurdering ikke egnet til fængselsstraf.

    Specialanklager Kim Kristensen går efter en dom til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

    Det bør efter anklagerens mening som udgangspunkt være på ubestemt tid, og retten skal spørges, før sanktionen skal ophøre, lyder anklagerens krav.

    Omvendt mener forsvarsadvokaten, Ulrik Henriksen, at den tiltalte bør idømmes en behandlingsdom, hvor den tiltalte kan behandles ambulant. Den behandlende læge skal ifølge forsvareren kunne afgøre, hvornår sanktionen skal ophøre.

    Dommere og nævninger afgør sagen torsdag eftermiddag.

    /ritzau/