Svensk politi anholder russer for at flyve drone over slot


    Arkivfoto


    En russisk mand er anholdt for at flyve en drone over Drottningholm Slot, der ligger uden for Stockholm.

    Slottet er kongefamiliens private residens.

    Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

    Manden blev anholdt søndag og er siden løsladt. Men han er stadig under mistanke for at have forbrudt sig mod svenske regler for droner. Det er ikke tilladt at flyve droner over kongelige slotsområder i Sverige.

    Hændelsen fandt sted søndag ved 13-tiden.

    – Vagterne ved Drottningholm fik fat i en mand, da han fløj droner i et område, hvor det ikke er tilladt, siger politiets pressetalsperson Daniel Wikdahl til det svenske nyhedsbureau TT.

    Den russiske mand blev siden overdraget til politiet, som overtog sagen. Han blev tilbageholdt frem til mandag, hvor han igen kom på fri fod.

    Säpo, det svenske sikkerhedspoliti, er underrettet om sagen.

    Det er Aftonbladet, der skriver, at manden er i 40’erne og russisk statsborger.

    Det er ikke bekræftet af politiet. Politiet bekræfter dog, at manden ikke er svensker.

    Aftonbladet har via sociale medier været i kontakt med to af den russiske mands venner. De hævder begge, at han er en ganske ufarlig turist.

    – Han er en normal turist. Det er jeg helt sikker på. Jeg ved, at han er taget til Sverige, men jeg ved ikke præcist, hvad han skulle, siger den ene.

    Den anden siger, at manden “selvfølgelig” er turist.

    – I Rusland er det ikke forbudt af bruge droner. Jeg går ud fra, at han ikke vidste, at det ikke var tilladt ved slottet. Han må have fløjet der ved en fejltagelse, siger den anden ven.

    Der er den senere tid i flere tilfælde set droner over følsomme bygninger i Sverige, blandt andet over atomkraftværker, lufthavne og vandværker.

    Indtil videre har svensk politi været meget fåmælt i sagerne om droner.

    /ritzau/