Fyns Politi efterlyser i skarpe vendinger chaufføren til en lastbil, der søndag eftermiddag tabte flere metalstænger fra sit lad/ anhænger, da vedkommende kørt på den fynske motorvej E20 omkring kl 1725. Stængerne ramte en bagvedkørende bil, og det er rent held, at ulykken ikke endte fatalt.
Lastbilen kørte i østgående retning og tabte angiveligt stængerne på motorvejen tæt på Blommenslyst-afkørslen. Stængerne fløj af ladet med høj hastighed og ramte en bagvedkørende trafikant, der kørte i samme retning som lastbilen. Heldigvis ramte stængerne først kofangeren på bilen, før de ramte forruden i højre side, hvor der sad en højgravid kvinde, der var passager i bilen.
I alt taber lastbilen fem stænger, som nu er i politiets varetægt og kan ses på det ene af billederne neden for.
Vicepolitiinspektør i Fyns Politi Søren Munk Frederikesen siger: – Det her kunne potentielt være gået helt frygtelig galt, og vi vil naturligvis gerne have fat i chaufføren i den lastbil, som har tabt de her stænger, så vi kan tale med personen. Det lader til, at hans gods ikke har været godt nok spændt fast på ladet, og det har man altså ansvar for, som chauffør.
Kvinden og chaufføren i den bil der blev ramt er begge uskadt, men naturligvis meget påvirkede af hændelsen.
Politiet søger efter vidner og chauffør
Fyns Politi efterforsker sagen og forsøger bl.a. via Vejdirektoratet at finde billeder, som kan identificere den omhandlende lastbil. – Men vi vil faktisk allerhelst, at vedkommende henvender sig til os af sig selv – eller at det firma eller vognmad, som ved, hvem der er, kontakter os, siger Søren Munk Frederiksen og fortsætter, – det kan jo være, at man ved ankomst senere på aftenen eller næste morgen har opdaget, at man faktisk mangler fem af de her stænger, og så vil jeg varmt anbefale at man ringer til os på 114.
Fyns Politi er også meget interesserede i at høre fra eventuelle vidner, der så ulykken og som evt. kan bidrage til at identificere lastbilen og kast lys og hændelsesforløbet.
Billederne her viser jernstængerne og den ramte bil, som Fyns Politi har fået lov at vise af ejeren. Måske billedet kan virke til skræk og advarsel og som en lille ”huskeseddel” til alle, der kører lastbil eller bare med trailer.