90 personer meldes dræbt under kupforsøg i Tyrkiet


YouTube: Erdogan støtter fejrer, at kuppet angiveligt har slået fejl. Bosporusbroen i Istanbul.


Kupforsøget i Tyrkiet har indtil videre kostet 90 mennesker livet.

Det skriver det statslige nyhedsbureau Anadolu ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag morgen. Tidligere lød dødstallet på 60.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Samtidig meldes 1154 mennesker såret på tværs af landet, hvor folk har demonstreret mod kupforsøget.

En regeringskilde oplyser desuden til Reuters, at antallet af medlemmer af det tyrkiske militær, der er blevet tilbageholdt efter kupforsøget, nu er oppe på 1563.

Og ifølge nyhedsbureauet AFP har knap 200 soldater lørdag morgen overgivet sig ved det tyrkiske militærs hovedkvarter. 50 andre overgav sig tidligere på morgenen.

Præsident Recep Tayyip Erdogan betegner kupmagerne som “forrædere”, der vil modtage den “højest mulige straf”:

– Kuppet er blevet udført af et mindretal inden for militæret. De vil få den hårdest mulige straf at føle. Deres handlinger viser, at det er vigtigt at få ryddet op i militæret, sagde Erdogan natten til lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten beskylder sin ærkefjende, imamen Fethullah Gülen, for at stå bag kuppet.

Men Gülen benægter enhver form for involvering, skriver den britiske avis The Guardian.

– Jeg fordømmer på det kraftigste forsøget på et militærkup i Tyrkiet. Regeringsmagten bør vindes gennem en proces med frie og retfærdige valg, ikke med tvang, siger han ifølge avisen.

– Som en, der har lidt under flere militærkup i løbet af de seneste fem årtier, er det særligt fornærmende at blive beskyldt for at have tilknytning til et sådant forsøg.

Fethullah Gülen er i dag bosat i USA.

/ritzau/