Liget på stranden i Tisvilde.
Mandag blev der fundet en død mand med vægte om livet på stranden i Tisvilde.
Politiet melder nu ud, at der ikke er tale om en forbrydelse.
– Vi betragter sagen som en tragisk hændelse og efterforsker derfor ikke længere sagen som et mistænkeligt dødsfald, fortæller leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, Henrik Gunst.
Obduktionen af manden har vist, at han er død ved drukning, og at der ikke ligger en forbrydelse bag, lyder det fra politiet.
Samtidig oplyser politiet, at den afdøde endnu ikke er blevet identificeret.
Mandens identitet er efter obduktionen endnu ikke blevet fastslået, og hans udseende stemmer ikke umiddelbart overens med nogen savnede danskere.
Derfor bliver billeder og anden information om manden nu delt med politiet i andre lande i håb om, at de kan hjælpe med at identificere ham.
Manden er lys i huden og vurderes til at være mellem 30 og 45 år gammel.
– Manden kan være dansker, svensker, russer eller noget helt fjerde. Der er mange nationaliteter, der sejler i det omkringliggende farvand på for eksempel skibe og trawlere, og manden kan godt være drevet til Tisvildeleje derfra, ligesom han kan være fra området nær Tisvildeleje, slutter Henrik Gunst.