Kraftig ildløs i lade: Hest reddet ud af nabo

KARISE: Natten til onsdag kl. 00.51 kom et alarmopkald om brand i en lade på en landejendom på Valbyvej i Karise på Stevns.

En nabo til ejendommen blev vækket af knitren og brag, som hun først troede var fyrværkeri, men hun så flammer fra laden og slog alarm. Hun advarede også beboeren, som lå og sov i stuehuset.

Ved politi og brandvæsens ankomst brændte laden kraftigt, og der var der høje flammer. Alle personer og dyr var kommet ud, uden at nogen kom noget til. En nabo havde fået trukket en hest ud af laden og hen på en mark.

Brandvæsen gik i gang med slukningsarbejdet af den omfattende brand i laden, der ud over stald indeholdt halmloft. Ilden nåede at brede sig til taget på stuehuset.

Omkring kl. 03.40 var politiet færdige på stedet, men brandvæsnet fortsatte efterslukningen af branden. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, som politiet nu skal undersøge nærmere.

Brandstedet er onsdag blevet undersøgt af en brandefterforsker, for at for at forsøge at fastslå, hvor og hvordan branden startede.

#

#