2021 var et normalt år i Sverige: 330 skudepisoder og 46 drab


    Arkivfoto

    330 skudepisoder og 46 drab i Sverige i 2021. Det er “ganske typisk” for et år i vores land, siger kriminolog ved Stockholms politi til nyhedsbureauet TT.

    – Tallene for 2021 er meget tæt på det årlige gennemsnit for skud og drab, når vi ser på de seneste fire år. Gennemsnittet er 325 skudepisoder og 44,25 drab, siger Sven Granath, som er kriminolog ved politiet i den svenske hovedstad.

    – Det bemærkelsesværdige er, at tallene ligger så jævnt fra år til år. Men selve omfanget er altså typisk for denne type af forbrydelser på nationalt niveau gennem de seneste år, tilføjer Granath.

    Han siger, at volden i en vis forstand er blevet forudsigelig.

    – Statistikken for hele Sverige er ret så ens, men det er mere uforudsigeligt på lokalt niveau. Der kan det svinge virkelig meget, pointerer Granath.

    Baggrunden og årsagerne til skudepisoderne er også mere eller mindre de samme.

    – Der er frem for alt tale om opgør i kriminelle miljøer, hvor unge mænd forsøger at skabe sig en kriminel løbebane, siger han.

    Stockholm er i dag overrepræsenteret, når det gælder våbenvold. Halvdelen af alle våbendrab er indtil nu sket i Stockholm og den omkringliggende region. Men Granath siger, at det først og fremmest skyldes, at udviklingen er kommet senere til Stockholm end til Malmø og Göteborg.

    – Først var det Malmø, så Göteborg og nu Stockholm. Men voldsudviklingen i Stockholm skyldes nok også, at det er den største region.

    Granath er ikke optimistisk, når det gælder udviklingen for næste år, og han frygter, at der vil komme omtrent det samme antal skudepisoder, dræbte og sårede i 2022.

    Den seneste tid er bandekriminaliteten i Sverige også blevet koblet til skudepisoder i Danmark.

    En 17-årig blev i begyndelsen af december dræbt i en frisørsalon i Rødovre. Dagen efter blev en 39-årig mand alvorligt såret af skud i en vandpibecafé i København. Ugen før var en mand i midten af 20’erne blevet dræbt ved Nørrebrogade.

    Sveriges nye statsminister, Magdalena Andersson (S), har nedkæmpelse af grov vold og bandekriminalitet som førsteprioritet for sin nye regering. Hun har sagt, at hun ikke blot vil have skærpet straffene for vold og bevilge flere penge til politiet.

    – Der må også gøres en indsats i alle andre sektorer. Ved hvert eneste møde i regeringen om den politiske kurs skal hver sten vendes for nye tiltag i kampen mod kriminaliteten og splittelsen i vort samfund, sagde Andersson i sin regeringserklæring.

    /ritzau/TT