Politiet efterlyser 17-årig pige fra Korsør: Kom aldrig hjem


Pigen skiltes med sine to veninder på Korsør station klokken 04.00 søndag morgen.


Tidligt søndag morgen sagde en 17-årig pige farvel til sine to veninder på Korsør Station og fortsatte alene hjem.

Men siden da har ingen set eller kunnet få kontakt til pigen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Derfor efterlyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi nu søndag eftermiddag pigen, oplyser vagtchef ved politiet Stefan Jensen.

– Det er en 17-årig pige, der skiltes med sine to veninder på Korsør station klokken 04.00 i morges, da de kom med toget fra Slagelse.

– Veninderne fortsatte sammen, og den 17-årige, som bor i Korsør, gik alene fra stedet, og så er hun ikke blevet set siden, siger vagtchefen.

Pigen, der er 168 centimeter høj, beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår.

Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas sko.

Politiet er bekymret for pigen, der bor i Korsør hos sine forældre.

– Hun er eftersøgt alle tænkelige steder, og vi har ikke kunnet få kontakt med hende endnu. Hverken telefonisk eller på anden måde. De steder, hvor hun skulle være, der er hun ikke.

– Så nu går vi ud og efterlyser hende, siger vagtchef Stefan Andersen.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har nogen oplysninger om, hvor pigen befinder sig.

/ritzau/