Dommer løslader otte mistænkte i drabssag fra Nordsjælland


Otte personer blev anholdt på gerningsstedet i Frederiksværk.


Politiets mistanke mod fem mænd og tre kvinder er ikke underbygget nok til, at de kan varetægtsfængsles.

Det har en dommer ved Retten i Hillerød afgjort torsdag aften efter et seks timer langt grundlovsforhør.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De otte personer blev onsdag aften anholdt i og ved et rækkehus på Vinderød Enghavevej ved Frederiksværk, hvor en 27-årig kvinde blev fundet dræbt af knivstik. De otte stammer ligesom den dræbte kvinde fra Eritrea.

Løsladelserne kommer ikke som den store overraskelse for efterforskningsleder Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi.

– Man må også se det fra deres side. De har stået inden for eller uden for et hus, hvor der er sket et drab, og så er de pludselig mistænkt for at have begået det, siger han og afviser, at løsladelserne vil blive kæret til landsretten.

– Nej, nu må vi arbejde med sagen med dem på fri fod. Vi skal i gang med at undersøge relationer, tilhørsforhold og andre ting. Altså efterforskning, fortæller han.

Nogle timer før fundet af den dræbte kvinde blev en 29-årig mand fra Eritrea fundet død i Vinderød Skov. Henrik Gunst har tidligere fortalt, at meget tyder på, at der er en forbindelse mellem de to dødsfald.

Det var da også fundet af den døde mand i skoven, der førte til fundet af den dræbte kvinde.

Da politiet tog hen til mandens bopæl, traf betjentene tre personer. De gjorde politifolkene opmærksom på rækkehuset på Vinderød Enghavevej og fortalte, at der muligvis var sket et drab dér.

Mens der ikke er tvivl om, at kvinden er blevet slået ihjel, har politiet endnu ikke overblik over, hvordan manden er kommet af dage. Hans død bliver behandlet som et mistænkeligt dødsfald.

– Jeg håber på, at vi får det endelige resultat af obduktionen i morgen og dermed bliver klogere på, hvad der er sket, siger Henrik Gunst torsdag aften.

/ritzau/