Den person, der fredag blev skudt og dræbt i en frisørsalon i Rødovre, er blevet identificeret.
Der er tale om en 17-årig svensk dreng, oplyser Mads Dam, der er vagtchef Københavns Vestegns Politi. Den dræbtes pårørende er blevet underrettet.
Det er ikke umiddelbart oplyst, om han var bosat i Danmark eller på besøg.
Skuddrabet fandt sted fredag formiddag på Islev Torv i Rødovre, hvor to ukendte personer trådte ind i en frisørsalon og affyrede de dræbende skud.
Tre personer blev ramt. Den ene, som er blevet identificeret som en 17-årig dreng, mistede livet, mens to andre blev såret. Den ene af de sårede er en 15-årig dreng, mens den anden er en mand, som tidligere var i kritisk tilstand.
Lørdag formiddag oplyser vagtchefen, at han er uden for livsfare.
/ritzau/