Otte personer og Aller Media tiltales i Se og Hør-sagen


Otte personer er nu tiltalt i den såkaldte Se og Hør-sag, hvor kendte og kongeliges privatliv er blevet krænket. Desuden er der rejst tiltale mod Aller Media A/S.

Afgørelsen er truffet, efter at Københavns Vestegns Politis efterforskning har været forelagt Statsadvokaten i København og Rigsadvokaten.

Like localeyes.dk på Facebook

Se og Hør-sagen opstod i foråret 2014 og er blevet kaldt den største skandale i nyere dansk mediehistorie.

I sagen skal en it-medarbejder hos IBM – kendt som tys-tys-kilden – have udnyttet sin adgang til Nets kreditkortsystemer til at indsamle oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Oplysningerne skal Se og Hør have købt og udnyttet til at spore og skrive om kendte menneskers privatliv.

Sagens tiltalte er blandt andet anklaget for overtrædelse af straffelovens hackerparagraf og for bestikkelse. Enkelte af de otte er endvidere tiltalt for at have modtaget og uberettiget udnyttet oplysninger om kendte personer.

Blandt de tiltalte er Se og Hørs tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, oplyser hans advokat, Anders Németh. Han nægter sig skyldig.

Også en anden tidligere chefredaktør, Kim Henningsen, er blevet tiltalt. Det samme er Allers tidligere udgiverdirektør Per Ingdal.

Aller Media A/S har over for anklagemyndigheden erklæret sig parat til at betale den bøde, som retten i forbindelse med sagen måtte pålægge selskabet.

– Der har været tale om en efterforskning af historisk omfang, og vi har i dag rejst tiltale for paragraffer i straffeloven, der sjældent tages i anvendelse over for medier, siger specialanklager Morten Frederiksen fra Københavns Vestegns Politi.

I forbindelse med tiltalerejsningen har anklagemyndigheden opgivet at tiltale andre otte personer.

Ud over spørgsmålet om tys-tys-kilden har politiet således efterforsket, hvorvidt en medarbejder hos et flyselskab uberettiget skulle have udleveret oplysninger om passagerer til Se og Hør.

Men ifølge anklagemyndigheden er der altså ikke belæg for at rejse tiltale her.

Det samme er tilfældet i et tredje spor af efterforskningen, der har afdækket, hvorvidt ugebladet skulle have ulovlige kilder i kongehuset og i andre offentlige institutioner.

Allerede nu er hovedforhandlingen i sagen forhåndsberammet til at starte 9. september 2016 i Retten i Glostrup.

Der er afsat 20 retsdage, og der ventes dom i slutningen af november 2016.

/ritzau/