Ledende rocker pågrebet efter 10 måneder på flugt


En ledende rocker med dansk-tyrkisk baggrund er blevet anholdt i Københavns Lufthavn efter over 10 måneder på flugt.

Manden er sigtet for at have deltaget i et brutalt overfald, der i august sidste år efterlod to tyrkiske fætre med ødelagte ansigter og flere centimeter dybe knivstik i ryggen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Tidligere i år blev ikke færre end ti andre mænd dømt for overfaldet, og ifølge politiet skal den 11.-mand nu også retsforfølges for sin rolle i angrebet.

– Han blev anholdt her til morgen i forbindelse med indrejse i Københavns Lufthavn, siger politikommissær Hans Chr. Tonnesen fra Københavns Vestegns Politi.

Ifølge anklagemyndigheden har størstedelen af de implicerede, herunder den nyligt anholdte, tilknytning til rockergruppen No Surrender i Brøndby.

Overfaldet fandt sted 17. august 2015 om eftermiddagen i en industribygning i Ishøj. Oprindeligt blev overfaldet betegnet som drabsforsøg, men blev siden modereret til grov vold.

Ud over knive skal mændene have benyttet køller, sten, askebægere, stole og borde som våben, ligesom ofrene blev sparket og trampet i hovedet og på kroppen.

Den rockeren fremstilles onsdag eftermiddag i er grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/