(Modeltoto/grafik: Rigspolitiet)
På fredag træder en ny knivlov i kraft, der lemper reglerne for lovlydige borgere og skærper dem for andre.
Den nye lov er et led i indsatsen for at bekæmpe knivvold i nattelivet, til fodboldkampe, koncerter mm, oplyser Rigspolitiet.
Med den nye lov udvides nemlig princippet om, at knive kun må medbringes på offentlige steder, når der er et anerkendelsesværdigt formål, til at omfatte alle knive og blankvåben.
Derudover indføres der en betydelig strafskærpelse for personer, som tidligere er dømt for vold mv., og som bærer kniv på steder, hvor der erfaringsmæssigt er høj risiko for vold, fx i nattelivet eller kriminelle miljøer.
Loven er blevet til i samarbejde med jægere, fiskere, spejdere og friluftsfolk, som fremover kan bære en almindelig foldekniv – både enhåndsbetjent og tohåndsbetjent – til fornuftige og dagligdags gøremål, herunder jagt og fiskeri, uden at overtræde loven.