Politiet om blodig weekend i København: Knivstikkerierne er ikke forbundne


Optagelser fra Strøget ved Jorcks Passage i København, hvor en 15-årig kom alvorligt til skade.


I løbet af weekenden skete der tre knivstikkerier i København.

Politiet oplyser mandag, at de efterforsker de tre voldsepisoder som isolerede hændelser.

De oplyser desuden, at en 16-årig dreng er blevet anholdt i forbindelse med et af knivstikkerierne.

Natten til søndag klokken lidt i 02 fik Københavns Politi en anmeldelse om et knivstikkeri ved Lergravsparken på Amager.

Her fandt man en 18-årig mand, der var ramt af flere knivstik, men uden livstruende skader.

Efterforskningen af sagen har rettet søgelyset mod en 16-årig dreng, som nu er anholdt.

Han vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Dagen forinden, lørdag kort før klokken 19 blev en 15-årig dreng stukket med kniv på Strøget ved Jorcks Passage.

Han kom alvorligt til skade, men er uden for livsfare.

Nærpolitiet i Indre By har søndag været på gaden sammen med gadeplansmedarbejdere i en tryghedsskabende indsats efter knivstikkeriet.

Søndag kl. 17.39 indgik en anmeldelse om, at en 33-årig mand var blevet stukket med kniv på Slotsgade på Nørrebro.

Det blev i første omgang oplyst, at han var svært tilskadekommen, men han har ikke været i livsfare.

Nærpolitiet på Nørrebro var søndag aften i området omkring gerningsstedet for at skabe tryghed og tale med de beboere i området, som havde behov for det.

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at der skulle være sammenhæng mellem de tre sager’, oplyser politiet.

Ydermere fortæller politiet, at der heller ingen indikationer er på, at de har forbindelse til nogle af de andre knivstikkerier, der fandt sted i sidste uge.

”Der er heller ikke nogen indikationer på, at knivstikkerierne har forbindelse til den aktuelle bandekonflikt, men det er endnu for tidligt at slå helt fast,” siger Jesper Beuschel.

Københavns Politi hører meget gerne fra vidner, der kan have set noget af relevans for de tre sager. Kontakt os på telefon 1-1-4.