Højresvingsulykke i Viborg koster 16-årig dreng livet


Arkivfoto


En 16-årig dreng har mandag eftermiddag mistet livet i en højresvingsulykke på Plantagevej i Viborg.

– Ulykken sker, da lastbilen vil svinge til højre ad en dobbeltrettet cykelsti, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Drengen når at bremse op på sin cykel.

– Men han vælter og kommer ind under lastbilen, hvor han bliver kørt over af det ene baghjul, fortæller vagtchefen.

Lastbilchaufføren er i første omgang sigtet for manglende agtpågivenhed i forbindelse med højresvinget. Han kan dog senere blive sigtet for uagtsomt manddrab, der er den typiske sigtelse ved den slags ulykker.

Som altid ved alvorlige ulykker blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge, hvad der gik galt.

Drengens pårørende er underrettet om ulykken.

Gennem årene har myndighederne på flere måder forsøgt at bringe antallet af højresvingsulykker ned, blandt andet med ekstra spejle på busser og lastbiler og særlige båse til cyklisterne, så de er mere synlige for chaufførerne.

Og sidste år skete der et voldsomt fald i antallet af højresvingsulykker. I december oplyste Vejdirektoratet, at der i 2015 skete fem af dem mod 15 året før.

Mandagens ulykke i Viborg er den femte højresvingsulykke, som Ritzau har registreret i år.

/ritzau/