Norske bøsser må snart give blod – hvis de ikke har sex


I en nær fremtid vil homoseksuelle mænd i Norge få lov til at donere blod – men kun hvis de ikke har haft sex i mindst et år.

Det oplyser de norske sundhedsmyndigheder til den norske pendant til DR, NRK.

Norge har truffet beslutningen efter at have kigget på forskning og erfaringer fra andre lande.

– Vi er kommet frem til, at det er sikkert, at mænd, som har seksuel omgang med andre mænd, giver blod, hvis der er gået mindst 12 måneder, siden de sidst havde sex med en anden mand, siger divisionsdirektør Johan Torgersen i Helsedirektoratet til NRK.

Helsedirektoratet begyndte arbejdet med at indføre de nye regler i denne uge. Det er usikkert, hvornår reglerne træder i kraft.

Et fagligt råd i Helsedirektoratet konkluderede i november, at reglerne for bloddonation i forhold til homoseksuelle bør ændres.

Tor Hervig, tidligere leder af fagrådet siger til NRK, at patienternes sikkerhed er vigtigst, men at ingen skal diskrimineres.

– Det er sådan, at der er en reel øget smitterisiko for mænd, som har sex med mænd. Men en cølibatperiode gør det ifølge erfaringerne sikkert. Indtil smittesituationen bliver ændret, er dette det mest fornuftige, siger Hervig, som også er overlæge.

Han fortæller, at da andre lande har gjort beregninger, som viser, at en cølibatregel ikke vil give en øget risiko for patienterne, blev den norske løsning en tryg middelvej.

– Der vil komme ændringer, efterhånden som smittesituationen ændrer sig. Vi håber, at det her kommer til at fungere efter hensigten. Det er altid vigtigt at skaffe bloddonorer nok, lyder det.

Ifølge bloddonor.dk må danske mænd, der i løbet af livet “har haft seksuel kontakt med en anden mand”, ikke donere blod. Frygten for HIV-smitte er årsagen til reglen.

Canada oplyste for nylig ifølge NRK, at homoseksuelle ikke længere skal være afholdende i fem år, men i ét år for at kunne donere blod. I 21 andre lande, herunder Sverige, gælder lignende regler.

/ritzau/