Kniv fundet i kloak blev formentlig brugt til drab i Herning


    Arkivfoto – politi på gerningsstedet i Herning, 5. august 2021

    Siden begyndelsen af august har betjente ledt efter den kniv, der blev brugt til at stikke en 22-årig mand ihjel i den centrale del af Herning.

    Og noget tyder på, at den nu er fundet.

    En kniv er blevet fisket op af en kloak i Museumsgade i Herning, og den er efter alt at dømme gerningsvåbnet i drabssagen. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag.

    - I en kloak i Museumsgade i Herning har politiet fundet en kniv. Alt tyder på, at der er tale om gerningsvåbnet i en sag, hvor en 22-årig natten til torsdag den 5. august blev stukket ned og kort efter døde, skriver politiet.


    Arkivfoto - politi på gerningsstedet i Herning, 5. august 2021

    Den 22-årige slog selv alarm til politiet, da han om natten var blevet overfaldet. Men hans liv stod altså ikke til at redde.

    Siden har politifolk efterforsket sagen, som ifølge teorien bunder i et opgør om narkotika.

    - Det at finde et gerningsvåben er altid en vigtig brik i efterforskningen og kan være et centralt bevis i sagen, udtaler politikommissær Tue Nissen, der er efterforskningsleder på sagen, i pressemeddelelsen.

    Den 22-årige ringede 112 omkring klokken 03.00 natten til den 5. august. Han fortalte, at han var blevet stukket i brystet.

    Overfaldet skete i området ved Smedegade og Grønnegade. Gaderne ligger i den centrale del af Herning.

    I flere timer efter arbejdede politiet med at sikre spor i området, og der var afspærret i flere timer, ligesom togdriften gennem Herning blev indstillet midlertidigt.

    /ritzau/