To unge mænd stukket med kniv efter slagsmål på Præstebakken i Esbjerg


De er begge alvorligt tilskadekomne, men uden for livsfare. Politiet er massivt til stede i området.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 18.57 anmeldelse om et udendørs slagsmål med flere personer på Præstebakken i Esbjerg. Personerne befandt sig i flere køretøjer.

Den første patrulje ankom til stedet klokken 19.01, og politiet var efterfølgende massivt tilstede i området, blandt andet med tjenestehunde.

I forbindelse med slagsmålet var to personer blevet stukket med kniv. Der er tale om to mænd på henholdsvis 20 og 25 år. Begge er fra lokalområdet.

De er begge indlagt på sygehus. De er alvorligt tilskadekomne, men uden for livsfare.

Der har efterfølgende været roligt i området, men Syd- og Sønderjyllands Politi er fortsat til stede på gerningsstedet i forbindelse med efterforskning og fortsætter med tryghedsskabende patruljering i udvalgte dele af Esbjerg by.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til hændelsen. Borgere, der har overværet slagsmålet, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, kan kontakte Servicecentret på 1-1-4.