Skoleklasse fra Skive reddet ud af brændende bus


Eleverne i en 6. klasse fra en skole i Skive fik en dramatisk afslutning på en tur til København, da deres bus torsdag aften brød i brand ved Vemmelev mellem Slagelse og Korsør.

– Det var formentlig en fejl i motorens elektriske system, der var skyld i branden, siger vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De mellem 15 og 20 børn, to voksne og chaufføren kom ud i god behold, men bussen er så skadet af branden, at den ikke kører videre.

– Skolelederen var selv med i bussen, og han sørger for, at der kommer en anden bus og henter dem, siger vagtchefen.

– Desuden er der taget hånd om, at børnene får den psykologhjælp, de måtte have brug for.

I forbindelse med branden var Vestmotorvejen i en times tid spærret for al trafik i vestgående retning, men ved 21.30-tiden kan man igen komme forbi.

/ritzau/