Mand ligger i koma efter arbejdsulykke på dampvaskeri


En mand er torsdag aften blevet lagt i koma, efter at han kom ud for en arbejdsulykke.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ulykken skete på et dampvaskeri i byen Vrå syd for Hjørring.

– En mand kravler ind i maskineriet, fordi han ville udbedre noget på vaskeanlægget. Det går dog ikke som planlagt, og han mister bevidstheden, siger vagtchef Heine Hansen.

Manden, der aldersmæssigt er i 50’erne, måtte efterfølgende skæres fri.

– Han er lagt i koma på hospitalet, men vi kender ikke hans præcise tilstand, siger Heine Hansen.

Dampvaskeriet ligger på Frilandsvej 8 i Vrå. Manden var en af vaskeriets ansatte.

/ritzau/