Sådan døde Prince!


Musikeren Prince døde af en overdosis af smertestillende medicin, siger en kilde tæt på undersøgelserne af musikstjernens død til den amerikanske avis Star Tribune.

Også nyhedsbureauet AP citerer en politikilde for, at Prince døde af en overdosis af medicin.

– Musikeren Prince døde af en overdosis opiater, skriver AP.

Opiater findes i opium, morfin og heroin.

Politimanden, som har udtalt sig til AP, ønsker at være anonym.

Den 57-årige kunstner blev fundet død i sit hjem i Minneapolis i april, da to medlemmer af hans stab fandt hans livløse legeme i en elevator. Der er endnu ikke offentliggjort rapporter om resultaterne af obduktionen.

Siden har myndighederne igangsat omfattende undersøgelser for at klarlægge, hvad der tog livet af den legendariske musiker blot 57 år gammel. Undersøgelserne har haft fokus på musikerens medicinbrug.

Prince døde dagen inden, han havde en aftale med en læge, som har specialiseret sig i behandling af afhængighed. Det oplyste denne læges advokat i en erklæring i starten af maj.

Nyhedssitet TMZ, som var det første medie til at bringe nyheden om Princes død, har tidligere skrevet på baggrund af flere unavngivne kilder, at sangeren angiveligt fik en overdosis af det stærke, smertestillende lægemiddel Percocet kun få dage inden, at han blev fundet død.

Det skete ifølge TMZ i sidste uge, hvor Princes privatfly måtte nødlande, efter han fik et ildebefindende. En repræsentant for sangeren fortalte på det tidspunkt til medierne, at Prince led af en meget hårdnakket influenza.

Prince boede i barndomsby Minneapolis, hvor han altså også blev fundet død.

Han har solgt mere end 100 millioner album på verdensplan og storhittet med numrene “When Doves Cry”, “Purple Rain” og “Kiss”.

/ritzau/