Voldsomt slagsmål førte til knivstikkeri


Politiet afspærrede et større område, samt flere opgange på gerningsstedet.


Syv-otte unge mænd, hvoraf nogle var bevæbnet med flere baseballbats og en kniv, sloges udenfor Banegårdspladsen i Odense, mandag eftermiddag.

Slagsmålet blev tilsyneladende afsluttet på Nyborgvej, hvor en person blev stukket to gange med en kniv, og fik punkteret en lunge.

Om det også var den samme som fik slag med en hjulnøgle er fortsat lidt uklart. Politiet kom til stedet, og afspærrede flere opgange og et større område udenfor boligblokkene.

– Efter optøjerne ved banegården kører de ud til kilometerhusene på Nyborgvej, og der mødes man så igen for at slås videre. I den forbindelse er der en, der bliver stukket med en kniv, så han får punkteret en lunge, og det er simpelthen i den forbindelse, at vi spærrer af derude, fortæller vagthavende Hans Frederiksen, Fyns Politi, til Fyens.dk

Fyns Politi efterforsker sagen som drabsforsøg, men afviser at der er tale om noget opgør i bandemiljøet. Årsagen angives derimod at være et gement jalousiopgør, der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.