Taske med æble og cykelhjelm udløste bombealarm i Nyhavn

Fundet af en mistænkelig taske betød mandag eftermiddag, at politiet tilkaldte hærens ammunitionsryddere og afspærrede en del af den indre by i København.

Tasken blev fundet i Heibergsgade, som sammen med en del af Nyhavn blev afspærret, mens ammunitionsrydderne undersøgte taske nærmere.

Like localeyes.dk på Facebook

Efter nogle timer kunne afspærringen ophæves, da tasken viste sig at være harmløs.

– Den indeholdt personlige effekter, siger politiets pressetalsmand Lars Krabbe.

Ifølge Ekstra Bladet var der blandt andet en cykelhjelm og et æble i tasken.

Tasken blev fundet ikke langt fra statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) lejlighed, men politiets pressetalsmand vil ikke komme ind på, om det havde betydning for politiets aktion.

– Vi tager de forholdsregler, som vi skønner er nødvendige i hvert enkelt tilfælde, siger han.

/ritzau/