Elbæk kørte med Uber: Nemt og fantastisk


Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, har flere gange brugt den kontroversielle kørselstjeneste. Det indrømmer han selv men fortæller, at han sat sit forbrug på pause.

Det skriver Avisen.dk.

– Jeg har kørt med Uber. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på, siger den politiske leder for Alternativet, Uffe Elbæk til Avisen.dk..

Ifølge ham selv er det blevet til omkring fem ture med den kontroversielle kørselstjeneste, der er blevet en torn i øjet på taxa-chauffører.

LÆS OGSÅ: Uber-chauffør gik amok og dræbte seks tilfældige personer
Og når Uffe Elbæk har valgt Uber frem for en traditionel taxa, skyldes det, at han synes det var meget mere bekvemt.

– Det var fordi, at det har været så nemt, at man slet ikke kan fatte det, fastslår Uffe Elbæk.

Lørdag indleder Alternativet årsmøde i Odense. Og det grønne parti, der tordner mod ulighed og klimaforandringer, opfordrer deltagerne til at tage toget eller køre med GoMore.

– Det gør rejsen både billig og hyggelig, skriver Alternativet i indkaldelsen til årsmødet.

Men siden han blev opmærksom på kontroversen omkring Uber, har han ikke kørt med Uber.

– Jeg er så holdt op, indtil vi har fået styr på, om de rent faktisk betaler skat eller ej, eller at vi finder en løsning på det, siger Uffe Elbæk.

Den tidligere kulturminister forklarer, at han startede med at bruge app’en efter et besøg i Washington.

– Det er det, man gør dér. Så jeg prøvede det og må sige, at det var dog fantastisk, fortæller Uffe Elbæk og kalder servicen meget besnærende.

Derfor begyndte han også at bruge Uber i Danmark, hvilket han i starten ikke så nogle problemer med.

– Jeg var helt overbevist om, at det var legalt. Hvorfor kunne jeg ellers få det på mobilen? Men så tænkte jeg, at jeg hellere måtte vente, siger Uffe Elbæk, der beskriver sig selv som en bevidst forbruger.

Uber blev politianmeldt af Trafikstyrelsen i 2014, blot to timer efter, at den amerikanske service ankom til Danmark. Der er endnu ikke faldet dom i sagen.

Uffe Elbæk kan da også godt forstå, at taxa-chaufførerne er frustrerede over Uber, når de ikke arbejder under samme vilkår.

Men selvom tjenesten udfordrer branchen, er det ifølge den politiske leder ikke grund til at dømme alle nye virksomheder som Uber ude.

– Alle må anerkende, at forretningsmodellen, som er så digitalt baseret, er kommet for at blive, siger Uffe Elbæk.

Derfor mener han, at det må være deres og de øvrige politikere på Christiansborgs opgave, at finde en ramme for de såkaldte platformsøkonomier, så de også tager et socialt ansvar.

LÆS OGSÅ: Politiet om Uber: Vores tålmodighed er opbrugt
Uffe Elbæk vil først begynde at bruge Uber igen, når der er kommet styr på loven og sat en ordentlig ramme.

Men i spørgsmålet om, hvordan sådanne rammer kan se ud, bliver den politiske leder mindre klar.

Skal Über-chaufførerne have overenskomst før, at du kører med dem igen?

– Så meget nede i detaljerne er jeg slet ikke. Den største udfordring er, hvordan vi får de her nye modeller til at udvikle sig til noget, der er til gavn for alle. Og så dermed få dem ind i nogle ordentlige spilleregler, siger Uffe Elbæk.

Avisen.dk.. har spurgt samtlige partiledere, om de ligesom Uffe Elbæk har kørt med den omstridte kørselstjeneste.

Både Socialdemokraternes Mette Frederiksen, Enhedslistens Pernille Skipper og SF-formand Pia Olsen-Dyhr slår syv kors for sig og forsikrer, at de aldrig ville sætte sig ind i en Uber.

– Jeg kører ikke med Uber, fordi de ikke betaler skat og ikke har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Jeg er vild med ideen om deleøkonomi, men det jo slet ikke det, som Uber praktiserer, siger Pia Olsen Dyhr.

Også radikale Morten Østergaard og den konservative partileder Søren Pape oplyser, at de aldrig har taget en Uber.

Og Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, har heller ikke kørt med Uber, understreger pressetjenesten overfor Avisen.dk..

– Dansk Folkeparti har ingen varme følelser for det der, understreger pressechefen Søren Søndergaard overfor Avisen.dk.

Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen har tidligere i et interview med Ugebrevet A4 hilst Uber hjerteligt velkommen.