1000 it-folk har holdt liv i hospital siden weekenden


I weekenden blev Herlev og Gentofte Hospital lukket ned og genoplivet med et nyt it-system kaldet Sundhedsplatformen.

Det blev implementeret fra den ene dag til den anden, og siden har systemet skulle holdes kørende af ikke mindre end 1000 it-folk fra udbyderen Epic, der har skulle løse de mange børnesygdomme, som systemet har budt på.

-Teknisk set, så kører systemet, som det skal. Vi har ikke nogle nedbrud, men vi har fundet en hel del fejl i det, siger Steen Werner Hansen, vicedirektør på Herlev Hospital.

Personale og eksperter har frygtet systemskiftet, der er første del af en historisk stor it-udskiftning, der skal ende med at samle patienternes sundhedsdata i én journal og give bedre patientsikkerhed til i alt 12 hospitaler.

Men indtil videre er de værste skrækscenarier udeblevet, lyder det fra Herlev Hospital.

– Man skal ikke romantisere sådan noget, men det er lykkedes forbløffende godt, siger Steen Werner Hansen.

Blandt de problemer, der alligevel har været efter systemets opstart, er, at 3500 medarbejdere der ikke har kunne logge ind. Samtidig har der været problemer med brugen af og adgangen til det fælles medicineringskort, FMK.

Men Morten Nikolaj Lind, der er overlæge på akutmodtagelsen på Herlev Hospital, forsikrer, at systemfejlene ikke er gået ud over patienternes sikkerhed.

– Er der nogle, der har det meget dårligt, står vi ikke og bruger tid på at taste det ind i systemet, så behandler vi først og registrerer bagefter, siger han.

Akutmodtagelsen på Herlev Hospital har kunne køre stort set på fuld kraft siden indførelsen af systemet lørdag, selv om overgangen frustrerer en del af personalet.

– Sundhedspersonale er vant til at have kontrol over det hele og have styr på det hele, ellers har vi det skidt. Nu er folk pludselig gået fra at være kompetente IT-mæssigt til at være totalt novicer. Men heldigvis lærer alle virkelig hurtigt, siger Morten Nikolaj Lind.

I de næste tre uger skal Herlev Hospital gradvis ruste op til normal kadence, og herefter fungere på fuld kraft med det nye system.

Det næste hospital, der skal have den store it-udskiftning, er Rigshospitalet, der tester det til november.

Softwaren bag systemet koster 2,8 milliarder kroner og skal ende med at hjælpe 2,5 millioner borgere, 44.000 ansatte på 12 hospitaler og 54 institutioner øst for Storebælt.
/ritzau/