CHRISTIANIA: En 22-årig mand blev dræbt af skud, og en 31-årig mand såret, ved et skyderi natten til lørdag på Christiania.
Alarmcentralen fik klokken 00.41 alarmopkald om et skyderi ved indgangen til Pusher Street, der ligger ud mod Prinsessegade. Her var det oplyst at der var sårede på stedet og at der var afgivet skud på stedet.
Betjente fra Københavns Politi ankom kort efter til stedet hvor der lå to personer, en 22-årig mand samt en 31-årig mand, som begge var ramt af skud – den 22-årige mands skader var så fatale at han kort efter blev erklæret død på gerningsstedet.
Den 31-årige mand blev behandlet af paramedicinere og akutlæge på stedet og kørt med ambulance med politieskorte direkte til Rigshospitalets Traumecenter til behandling for sine skader – han er lørdag meldt udenfor livsfare.
Den dræbte 22-årige mand var et velkendt ansigt på Christiania, han var vokset op på fristaden og var angiveligt en del af miljøet omkring Pusher Street. Politiet har endnu ikke oplyst noget om hvorvidt de to skudofre kendte hinanden eller noget nærmere omkring et muligt motiv til skyderiet som chockerer mange på Christiania.
Københavns Politi beder alle med oplysninger i sagen om at ringe på 1-1-4, ligeledes vil politiet være til stede med mobil politistation i dag, lørdag, fra kl. 12-16. Den mobile politistation placeres ved krydset Prinsessegade og Bådsmandsstræde, hvor alle er velkomne til at komme forbi.