Minen indeholder 227 kilo sprængstof og er vurderet absolut funktionsdygtig. (Foto: Nordjyllands Politi)
HANSTHOLM: Et fiskefartøj har onsdag morgen fundet en hornmine fra 2. verdenskrig og indbragt minen til Hanstholm Havn. Politiet afspærrede området omkring minen og tilkaldt forsvarets eksperter.
Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 11, her var hornminen – formentlig fra anden verdenskrig – blevet læsset af på Hanstholm Havn af et udenlandsk fiskefartøj. Midt- og Vestjyllands Politi, i samråd med forsvarets eksperter, fik straks spærret af og evakueret i en radius af 400 meter fra minen, der lå på Hanstholm Havn ved bassin 3 neden for fyret. Søværnets Dykkertjeneste kom også ud for at arbejde med hornminens videre skæbne.
Søværnets minører vurderede at minen havde en funktionsdygtig sprængladning og detonator. Derfor endte det med en løsning, hvor minørerne sejler ud med minen og sprænger den under vand.
Først da minen var kommet på afstand af havnen kunne politiet ophæve afspærringen og lade folk vende tilbage til de evakuerede bygninger. I alt cirka 40 bygninger og næsten 100 personer blev evakueret da minen endte på Hanstholm Havn.
Politiet undersøger forløbet
Normalt vil farligt gods som en mine blive læsset af længere ude på havnen, men det er altså ikke sket i dette tilfælde. Midt- og Vestjyllands Politi er allerede i gang med at undersøge forløbet og skal have klarlagt, om der er begået noget strafbart.
227 kilo sprængstof i minen
Eksperter fra Søværnets Dykkertjeneste vurderede, at minens detonator og sprængladningen på 227 kilo var intakt. Derfor er minørerne med hjælp fra en lokal erhvervsdykker sejlet ud med minen for at sprænge den under vand. Minørerne vil sprænge minen i Vigsø Bugt fem kilometer ud for kysten, hvor havbunden er egnet til det. De forventer, sprængningen vil ske omkring klokken 20:30. Inden da vil der blive lavet nogle mindre sprængninger for at advare havets dyreliv.
Flot indsats af de lokale
Midt- og Vestjyllands Politis indsatsleder roser de lokale for deres samarbejdsvilje.
– De har virkelig været nemme at samarbejde med og fortjener stor tak. De har uden brok og besvær fulgt myndighedernes anvisninger og var effektive i forbindelse med evakueringen. Det betyder jo rigtig meget, at vi hurtigt får ryddet området og får arbejdsro til opgaven, siger Michael Leander, politiassistent og indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Han fortæller, at også Hanstholm Havns personale, Beredskabsstyrelsen, hjemmeværnet og øvrige ekspertberedskaber har leveret en rigtig flot og professionel indsats i forbindelse med opgaven.