Politi på gerningsstedet i Roskilde.
Politiet har sent torsdag travlt med at få styr på situation nær politistationen i Roskilde. Her er en mand blevet ramt af flere skud. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
– Vi får en anmeldelse om skyderi på Ringstedgade i Roskilde klokken 20.09.
– Det er en 26-årig mand fra Hvalsø, der er ramt af skud fra en forbipasserende bil, siger kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.
Offeret for skyderiet er bragt til sygehuset, men han er ikke i livsfare, fortæller han.
Den 26-årige kom gående på fortovet, da han blev ramt af skud. Hvor skuddene ramte, og hvorfor han blev skudt, kan politiet endnu ikke oplyse.
– Vi kan ikke sige noget om motivet i øjeblikket.
– Vi efterforsker på livet løs og er i gang med at sikre spor. Vi er meget interesserede i at tale med vidner, som måtte have set eller hørt skyderiet, siger Carsten Andersen.
Eventuelle vidner bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.
/ritzau/