Styrelse dropper jagt på østarbejder-snyd


Arkivfoto


Efter næsten 5000 kontroller er der kun fundet én dagpengesnyder, som havde en proforma-adresse i Danmark, men reelt boede i udlandet.

Derfor dropper Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) nu den særlige kontrol, der skulle afsløre østarbejdere, der snyder med dagpenge.

Det skriver Fagbladet 3F.

I perioden fra januar til september sidste år kontrollerede landets a-kasser 4787 sager. Her blev der kun fundet én proforma-adresse, skriver styrelsen til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

– Enhver form for snyd er uacceptabelt. Det er klart. Derfor er det rigtig glædeligt, at den særlige kontrol nu har vist, at der ikke er noget at komme efter, siger forretningsfører i Faglig Fælles A-kasse (3FA) Eva Obdrup til Fagbladet 3F.

Kriterierne for de sager, a-kasserne har skullet kontrollere, har blandt andet været ledige, der bor et sted med flere end to voksne på adressen, og ledige med mange adresseskift.

I 3F’s a-kasse har forklaringen på flere voksne på samme adresse typisk været, at folk er blevet skilt og er flyttet hjem til deres forældre i en periode, eller det har drejet sig om unge, der ofte flytter rundt.

– Mig bekendt har vi ikke haft nogen reelle sager på baggrund af kontrollerne, siger Eva Obdrup og uddyber:

– Når de er blevet undersøgt, har der ikke været noget at komme efter. Men det har været ubehageligt for vores medlemmer, som har skullet redegøre for deres bopælsforhold over for a-kassen.

/ritzau/